For mange revisorer og bogholdere giver digitaliseringen ikke den gevinst, branchen lover, særligt på de mindre kunder, hvor licensomkostninger ofte æder tidsbesparelsen. Men problemet er sjældent systemet. Det er forarbejdet.
I dette oplæg deler Lasse Vendelbo indsigter fra mere end ti års arbejde med digitalisering som selvstændig, som direktør i et regnskabsbureau og som digitaliseringskonsulent i et revisionshus. På tværs af stolene har han set det samme mønster gentage sig: Den reelle spildtid ligger ikke i bogføringen, men i alt det der sker udenom. I fejlbehæftede afstemninger, i Excel-ark der bygges forfra hver måned, og i kunder der ikke ved hvad de skal aflevere.
Oplægget er en pragmatisk opfordring til at træde fem skridt tilbage og kigge på, hvor digitaliseringen reelt skal starte; også på de små kunder. Hvordan ensretning af processer, korrekt opsætning af kontoplaner, momskoder og workflows giver tre gevinster: Reel tidsbesparelse over tid, højere datakvalitet og en kontrol over systemerne, som mange føler de har mistet undervejs.
Det er også fundamentet for, at AI overhovedet kan virke meningsfuldt i regnskabet. Men det er en konsekvens af forarbejdet. Ikke en genvej udenom.